2018 Dominio del Àguila, Picaro del Àguila, Ribera del Duero, Spanien

2018 Dominio del Àguila, Picaro, Ribera del Duero, SpanienDa jeg for lidt over et år siden smagte en 2014 Albillo Viñas Viejas fra vinhuset Dominio del Águila – helt uhørt en vin på ren Albillo – røg jeg nærmest ned af stolen. Og nu smager jeg igen en vin fra vinhuset, men nu er det imidlertid den røde Picaro del Àguila.

Dominio del Águila er et familiedrevet vinhus, der ligger i La Aguilera, som er en lille vinby i Ribera del Duero. Vinhuset er grundlagt i 2010 af vinmageren Jorge Monzón og arkitekten Isabel Rodero. Jorge kommer fra en familie af vinbønder og har studeret til ønolog i både Bordeaux og Bourgogne.

Han har efterfølgende arbejdet hos det legendariske Domaine de la Romanée-Conti i mere end to år, for Vega Sicilia-koncernen i et år og som teknisk direktør for Bodega Arzuaga-Navarro i 9 år.

På Dominio del Águila har parret samlet 30 hektar vinmarker med meget gamle vinstokke og alt – bortset fra 5 hektar – dyrkes helt økologisk og vingården har tidligere leveret druer til andre gode vinproducenter i området.

Parrets vingård stammer helt tilbage fra 1700-tallet og rummer vineriet med plads til gamle cementkar og egefade. Det betyder også, at Monzón ikke afstilker eller presser druerne i en vinpresse, men derimod fodtræder sine klaser … naturlig maceration og så efterfølgende gæring, men uden tilsætning af gær og uden kontrolleret temperaturstyring.

Derefter lagrer vinene ekstremt koldt i kalkstenskældre, hvorefter de flaskes uden hverken filtrering eller klaring. Og alle hans vine er reelt field blends med varierende små procentdele Albillo, Bobal, Cariñena, Bruñal og Garnacha.

Det gælder også denne Picaro del Àguila, der er lavet på primært Tempranillo tilsat lidt Albillo, Garnacha og Bobal fra mere end 75 år gamle vinstokke på nordvendte marker i 860 meters højde og med en kalkholdig undergrund. Som sagt, så fodtrædes drueklaserne og efterfølgende alkoholiske gæring sker i ståltanke og malolaktisk gæring i egefade, hvor vinen også er modnet i 11 måneder før aftapning på flaske uden klaring eller filtrering.

Vinen har en vild duft, masser af kakao, mælkechokolade, varm, korpulent og sødkrydret med tyngde, blomster, mørke bær, mushy Amaretto kirsebær, kanel, nødder, lidt balsamatiske noter, lakrids og så alligevel en vindluftig friskhed med en lille drilsk syre.

Selvom vinen i næsen er opulent, ødsel og overdådig, så er smagen ultrablød, total cremet og rund som den perfekt cirkel, men selvom der er stor tyngde og masser af mørke bær, så har vinen et let tråd, et lag af friskhed og livlig omend lav syre. Hvor smager det dog godt, der er pænt med kirsebær, svage tanniner og en vis tørhed.

Forhandles af Supervin, hvor en flaske koster 279,95 kr., mens prisen ved køb af 6 flasker i øjeblikket er på bud til 189,95 kr.

Vinanmeldelse 6/7